Pernille Højland-Rønde
Min mor siger altid. Virkelig ALTID. Min lille skat Mor Selvom jeg nu er blevet 45 år. Så er jeg stadig hendes lille skat. Jeg åbnede FaceTime, da hun ringede den anden dag - midt i Føtex, og så lyder det højt: "Hej, lille skat". Til mig. Et rimeligt voksent menneske. Min far er her... Continue Reading →
Hold op hvor har vi arbejdet i denne weekend. Vi har nemlig flyttet min mor ud af mit barndomshjem. Huset, som mine forældre har boet i de sidste 50 år. Huset, som min far byggede. Huset, hvor jeg er født og opvokset. Huset, som har været et fast fundament igennem hele livet. Og et springbræt.... Continue Reading →
Der er nu gået en uge, siden jeg kom hjem fra Østrig, hvor jeg var på strategitur i sneen med arbejde. Fyldt op af energi og fantastiske oplevelser. Og alligevel drænet for energi. Helt drænet. For ind imellem så glemmer jeg, at jeg har mindre energi end andre. Det bliver jeg så mindet om, når... Continue Reading →
Det er en sorgens dag. For mig og for mine BAUER. Mine elskede BAUER rulleskøjter, som jeg købte for mine konfirmationspenge. Jeg har besluttet, at jeg vil rulle på arbejde, så vi fandt dem frem fra skuret for at svinge forbi SkatePro til serviceindlevering. Men... Men, tristheden indtraf øjeblikkeligt. De var mørnet.Selve støvlen simpelthen helt... Continue Reading →
Min glade far. Med smilende øjne, der græder, når han griner. Han sidder i himlen og nyder sin fødselsdag i dag. Ikke hos os hernede. Men over os. Over skyerne, hvor solen altid skinner. Han fik fred i marts. Vi plejer altid at være hele familien samlet på hans fødselsdag. I år er det anderledes.... Continue Reading →
Jeg har lige været afsted til et Consortium Meeting med arbejde i Athen i tre dage. Det lyder fint. Men det har betydet, at to kollegaer skulle være sammen med mig i hele tre dage. Stakkels dem. Af mange årsager 😂 Men det giver også lidt udfordringer. Hvor det faktisk hjælper at være ret åben.... Continue Reading →
Jeg er ikke religiøs, jeg tror ikke rigtigt på noget... og alligevel så bruger jeg, hvad der virker for mig. En del har spurgt, hvorfor jeg altid bærer en rød tråd om venstre håndled. Og det er der faktisk en ganske god grund til. Eller måske er der ikke. For måske er det hele i... Continue Reading →
At være positiv er normalt en stor styrke for mig, især når livet sår krøller og udfordrer. Det hjælper mig med at holde hovedet koldt og se muligheder i stedet for problemer. Men selvom jeg er positiv, så har jeg stadig perioder, hvor jeg ikke har lyst til dybe samtaler, til at engagere mig i... Continue Reading →
Bare fordi, jeg lever med kroniske smerter, så betyder det ikke, at jeg ikke vil høre om dine udfordringer. Okay, det blev en meget kringlet sætning med for mange negationer. Jo, jeg vil gerne høre om dine udfordringer. Jeg har ikke monopol på udfordringer, fordi jeg tumler med noget. Og fordi jeg taler højt om... Continue Reading →
Min magiske medicin, der gør, at jeg har det forrygende godt... er også den, der gør, at jeg taber mit hår og den, der gør, at mit immunforsvar kun er 50%. Man kan ikke få det hele... I øjeblikket mærker jeg en del til det sidste. Luftvejsinfektioner er en typisk bivirkning. Det betyder, at hvis... Continue Reading →
I fredags gik jeg og talte med nogle kollegaer, og snakken faldt på trendy cocktailsteder i Aarhus. Flere af stederne har jeg aldrig besøgt. Fordi... liv, børn, alder... og alt derimellem. Og derfor får jeg sagt: "Jeg er nok også mere sådan en bodegapige." P. Så kommer det lige lovligt hurtigt fra min kække kollega:... Continue Reading →
Da jeg cyklede ved Riis skov på vej til arbejde her til morgen, dalede bladene af træerne. Det blæste lidt og det fik dem til at drysse, som om træerne blev rystet. Det er efterår. På den ene måde trist. På den anden måde forventeligt... og en måde at gøre klar til det nye og... Continue Reading →
I går var der allehelgens gudstjeneste. En dag, hvor præsten nævner navnene på alle, der er gået bort det forgangne år. Villy Højland Hansen Han blev nævnt i Varde Kirke, hvor min mor, mine brødre og jeg var tilstede. Nu er det 10 måneder siden, at han gik bort. Eller... at han fik fred. For... Continue Reading →
Hvordan får man lige startet dette indlæg, uden det kommer til at lyde pompøst og hovskisnovski? Men… da jeg den anden dag var til fest på ambassaden i Lissabon… Nej ok, det var vist ikke det rette start, hvis man ikke vil lyde pompøs 😂😂😂 Lidt forhistorie: I denne uge var jeg fire dage på... Continue Reading →
Har du nogensinde prøvet at være bange som voksen? Sådan rigtig bange? Ikke for-sjov-buh-bange, men viiirkelig bange? Jeg var rædselsslagen. _ Det var en lille teaserintro, som jeg nok skal vende tilbage til. Kan du sige... CLIFFHANGER? _ Det er helt sikkert, at jeg er blevet begrænset af min sygdom og mine smerter. Helt sikkert.... Continue Reading →
Efter jeg er startet op med at blogge igen, så er I heldigvis mange, der faktisk stadig er med. Helt overraskende. For mig altså. På trods af års pause. Men der er virkelig også kommet mange nye til. De fleste af jer kender jeg jo af gode grunde ikke privat, men I er mange, der... Continue Reading →
Jeg talte med en kollega den anden dag. Han havde fundet ud af, at jeg jo tumlede med lidt sygdomsbagage, efter jeg havde skrevet om det (og det at have tætte kollegaer) på min Linkedin. Han sagde, at han havde tænkt det tidligere. Men ikke vidst det med sikkerhed. At han havde fornemmet, at der... Continue Reading →
Ja, jeg måtte google, hvad det modsatte af tungsind er. Og okay. Det giver vel god mening. Letsind. Let. Sind. Det har jeg vel nok normalt. Det kan jeg lige love for, at jeg ikke har haft de sidste par dage. Især i går var storslem. Lyset var slukket i mine øjne. De var fyldt... Continue Reading →
Sådan endte torsdagen. Med tårer. Og faktisk mange af dem. Min dejlige kusine siger altid, at jeg er som en korkprop. Lige meget hvor mange gange jeg trykkes ned af livets mange (MANGE) udfordringer, så popper jeg op igen. Ned. Op. Ned. Op. Hun er sgu sød. Men nogle gange bliver man træt. I dag... Continue Reading →
Motion. Træning. Bevægelse. Fitness. Hvis du er ligesom mig, så er det måske ikke de mest positive følelser, der dukker op, når de ord nævnes. Og nok slet ikke som kroniker eller smertepatient. For måske vækker de i stedet nederlag, tristhed, skyldfølelse, irritation, angst. Mit goto er nederlag: at slå mig selv i hovedet og... Continue Reading →
Jeg har i dag skrevet nedenstående på LinkedIn. Og alle jer, der kender min bagage og mine udfordringer ved, hvor meget dette betyder 🙏 Kasser og meget faste rammer passer nødvendigvis ikke godt til kreative personer. Og jeg havde aldrig troet, at jeg i it-branchen skulle opleve at flyve. Men sådan er det. Jeg flyver.... Continue Reading →
I dag er det et halvt år siden, at min far døde. Han havde Alzheimers, som jeg tidligere har skrevet om i indlæggene: "Glemmer du - så husker jeg. ALTID." "Min far er forsvundet - og han kommer aldrig tilbage." Min datter Annas gæsteindlæg: "Kroppen husker, selvom hovedet glemmer". Da Alzheimersforeningen læste ovenstående indlæg fra... Continue Reading →
Altså. Jeg mener... når ikke er "rigtig" syg mere, eller i hvert fald har det godt. Må jeg så egentligt være her? Jeg startede bloggen som terapi, da jeg selv havde det meget dårligt. Min sygdom var i fuld flor. Og jeg var fuldt sygemeldt. Jeg var en af de første "sygdoms-bloggere" både her og... Continue Reading →
I skolen skulle de skrive et blog-indlæg, og Anna valgte at skrive om bedstefar. Eller nærmere at være barnebarn til en med alzheimer. Og hvordan man allerbedst er sammen. Jeg syntes, at det var så rørende, at jeg har fået lov til at dele hendes stil - og dermed er min datter Anna gæsteblogger på... Continue Reading →
Jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal starte. Men jeg fik et "minde" op på telefonen om et indlæg, jeg havde delt en 1. januar i det sidste årti 🙂 Nærmere bestemt 2015. Læs det her: Godt nytHÅR: 2015 var LORT - så må 2016 blive LAGKAGE. Men jeg kom til at scrolle mine blogindlæg... Continue Reading →
Stay Positive 